Godstransport- og Logistik

Vi undersøger og analyserer udviklingen inden for godstransport- og logistik med fokus på at forstå systemernes samspil med kunderne og fremtage muligheder for optimale løsninger, der tilgodeser forsyningssikkerhed, økonomi og miljø

Godstransport- og logistik er af afgørende betydning for et funktionsdygtigt moderne samfund. Muligheden for at udveksle varer mellem producenter og såvel professionelle som private forbrugere er af afgørende betydning for at bevare og udvikle velstanden i samfundet. Men godstransport- og logistik begrænser sig ikke til at analysere transporten mellem a og b. Analyserne omfatter også de bagvedliggende logistiske udfordringer eksempelvis i form af sikring af konsolidering af godsstrømme og rettidig levering til de stadig mere snævre tidsvinduer.

Desuden har analyserne fokus på at forstå de enkelte transportformer (vej, bane, sø, luft), og konkurrencen og samspillet mellem dem. Gennem disse analyser kan vi komme med forslag til mere optimale valg af logistikløsninger og afledt heraf til hvilken eller hvilke transportformer, der optimalt bør vælges. Under hensyn til kundernes præferencer for økonomi og miljø. 

Et særligt indsatsområde omfatter de intermodale løsninger, hvor vi har fokus på samspillet mellem transportformerne, og søger at sammensætte de mest optimale transportkæder. I overensstemmelse med EU’s retningslinjer på området har vi bl.a. fokus på de lange transporter (>300 km.) Hvorledes finder vi bæredygtige løsninger, hvor vejtransporter bliver en del af en kæde med sø- og banetransporter? Og hvilken rolle skal terminalerne udfylde for at sikre at kravene til økonomisk- og miljømæssigt bæredygtige løsninger kan gennemføres ?

I et nært samarbejde med branchens organisationer og virksomheder arbejder vi med af udvikle løsninger samt indsamle bedre data og transportstatistik med henblik på bedst muligt at forstå den indre dynamik i transport- og logistikløsningerne. Og derigennem sikre et databaseret vidensgrundlag som også kan tjene som et sikkert input til fx trafikmodeller, således at vi med stigende sikkerhed kan forudsige effekten af eksempelvis infrastrukturinvesteringer og kortlægge de fremtidige godstransportmønstre.

 


Kontakt

Michael Henriques
Chefkonsulent
DTU Management Engineering
45 25 65 06