Dette dokument beskriver DTU Transports forskningsstrategi for perioden 2009-2013. DTU Transport blev dannet 1. januar 2008 ved fusion af det tidligere sektorforskningsinstitut Danmarks Transportforskning og DTU's Center for Trafik og Transport. Forskningsstrategien er i vid udstrækning baseret på en reorganiseret videreførelse af fokusområderne fra de to tidligere institutter, der tilsammen giver et tematisk funderet institut med forskning inden for bl.a. ingeniørvidenskab, økonomi og psykologi.
Der er tale om en forskningsstrategi, og den formulerer således ikke en strategi for instituttets øvrige hovedopgaver: Uddannelse, myndighedsbetjening og innovation (erhvervssamarbejde), om end den forholder sig til relationen mellem forskningen og disse aktiviteter.
I forskningsstrategien beskrives det generelle grundlag for instituttets forskning samt de centrale forskningsemner og -satsninger for perioden 2009-2013. Strategien skal ses som en rettesnor for, hvilke forsknings- og øvrige projekter instituttets forskere vil indgå i, men der kan opstå muligheder i forbindelse med nye emner, som denne strategi ikke kan tage højde for.